En vilkårlig dag i 2009 i den gule bygning på Vestre Skole i Middelfart, var mit 6-årige jeg blevet sendt afsted i skole med min blomstrede rygsæk og et stykke papir. Papiret var en invitation til en legeaftale, der skulle lægges i min klassekammerat, Najas, garderobe, efter strenge ordre fra min far, der indtil da havde siddet med mig klæbet til hans skød de seneste seks år, og derfor ikke havde den største tiltro til, at hans datter kunne få venner ved hjælp af egne evner. Trofast som jeg var, lagde jeg sedlen i Najas garderobe. Op ad skoledagen viste Naja sig fra en mindre eksemplarisk side. Hun var flabet og svarede igen, hvorfor jeg valgte at gå ud i garderoben, tage sedlen og smide den i skraldespanden. Da jeg – alias moralens højborg – kom hjem efter skole og fortalte min far, hvorfor Naja aldrig havde modtaget min invitation, syntes han både, at det var yderst morsomt, men mest af alt, blev han bekymret for om hans datter mon nogensinde ville bryde sin generte skal.
Mange år med rød-blussede kinder, der bedst kommer af forlegenhed, og med mig halvt bag mine forældres ryg, skulle der gå før jeg brød med min generthed – men min enorme eftertænksomhed og retfærdighedssans, har jeg endnu. Nogle kvaliteter der, hvis jeg selv skulle sige det, er enormt vigtige i en dygtig journalist. Min store retfærdighedssans har gjort, at jeg slet ikke kan lade være med at gå kritisk til værks, men min enorme eftertænksomhed har samtidig lært mig at vide, hvor det er sig berettiget og hvordan det bedst bæres ad.
Jeg vidste siden jeg var helt lille, at jeg skulle være historiefortæller. Først var jeg stensikker på, at jeg skulle være Danmarks næste Tove Ditlevsen, men som jeg blev ældre vidste jeg, at journalistikken var den rette vej for mig. Om det gælder et kritisk interview med en politiker eller en jordnær casehistorie, betyder ikke det store for mig. Dét der giver mig benzin på bålet til at lave journalistik, er de følelser, der vækkes i modtageren af min videreformidling.
Min kæreste Sami mødte jeg første gang i 3. klasse. Han er født og opvokset i Kabul, Afghanistan, hvorfra han har mange historier: både sjove, skelsættende, uhyggelige og rørende. Hans mange beretninger har gjort mig klogere på verden uden for Vesten. Lige nu lærer han mig hans modersmål dari, som er en afghansk variation af persisk.
Jeg knuselsker smukke solnedgange, og her fangede jeg en på ét af de plejehjem, hvor jeg arbejder som afløser. Det har altid ligget mig meget naturligt at indtage den klassiske ’mor-rolle’, og jeg elsker at kunne hjælpe til med en ekstra hånd på et par af de danske plejehjem.
I oktober 2023 blev min en af mine drømmekoncerter siden 2018 endelig indfriet: nemlig en Ukendt kunstner koncert. Så mangler jeg bare at krydse henholdsvis en Elton John- og en Beyonce-koncert af listen, og så er top 3 på den bucketlist opfyldt.
“Det’ en syg høne, der har lagt det æg” – …og alle de andre
Dem, der kender mig godt, er ikke et sekund i tvivl om, at jeg har en stor passion for dansk film og tv. Jeg synes virkelig, at dansk filmskat er undervurderet – og jeg ville vælge det frem for Hollywood-film til enhver tid! Derfor er det også stensikkert, at jeg for øjeblikket sidder plantet foran skærmen hver tirsdag, når det nye afsnit af DR’s ’Dansk tv-seriers bedste’ bliver udgivet. Citater som ”Meget mærkeligt firma” (Sus, Den Eneste Ene), ”Robin, du er SLET ikke med i det her” (Otto Lykke Larsen, Rejseholdet) og Man kan tude eller man kan handle (Macho-coach, Anja & Viktor – Brændende kærlighed) er en del af mit daglige repertoire. Men udover, at jeg elsker at nørde danske film, tv-serier og skuespillere for egen fornøjelse, så er jeg faktisk helt overbevist om, at min interesse kun kommer mig til gode i journalistikken. Både fordi min baggrundsviden om emnet er med til at give mig en stor referenceramme, men ikke mindst fordi størstedelen af alt film og tv afspejler det samfund vi lever i. Derfor kan min referenceramme give anledning til at få fantastisk inspiration i min idégenerering til journalistiske projekter. For at illustrere dette, har jeg under denne tekst beskrevet fem journalistiske ideer, der er tilblevet ved hjælp af inspiration fra nogle af mine yndlingsfilm- og serier.
1 | Underverden II – Bandemiljøet og den manglende integrationsindsats: En dybdegående dokumentar om unge, minoritetsetniske drenge, der har været rekrutteret til bandemiljøet. En fortælling om, hvor ekstremt nemt et miljø det er at komme ind i, hvis man er opvokset i et område, hvor bandekriminalitet er hverdag og/eller man mangler et fællesskab og grupperingen får en til at føle, at man passer ind. Dokumentaren skal give den almene dansker indtrykket af, hvor nemt det egentlig er at komme ind i bandemiljøet, når der er meget få integrationsmæssige tiltag til at forhindre det. |
| Doggystyle – En skildring af partnervold: Inspireret af Josefine Bonde, portrætteret af Josephine Park, i Doggystyle, har jeg fået ideen, at man kan lave en feature, der både kunne være på skrift, lyd eller video, om en virkelig person, der lever i partnervold. Helst med en helt gennemsnitlig kvinde som hovedperson. Jeg synes, det er på tide, at den brede befolkning forstår, at man ikke er svag – hverken som kvinde eller mand – hvis man udsættes for partnervold, psykisk som fysisk, og at man faktisk kan komme fra alle typer af samfundslag og stadig blive udsat for det. Det er trods alt en stor den af befolkningen, der udsættes for både psykisk og fysisk vold, som i flere tilfælde fører til den største enkeltstående drabsårsag i Danmark; Partnerdrab. | 2 |
3 | Huset – Den usynlige tilstand på plejehjemmene: I 2023-serien Huset er der åbenlyst primært fokus på fængselsbetjentes arbejdsvilkår, men faktisk er det ikke ud fra det, jeg har ladet mig inspirere. Nej, faktisk er jeg inspireret af Gerts (Charlotte Fich) mand Torsten (Bjarne Henriksen), der lider af Alzheimers. Dette præg på serien sammenlagt med egen erfaring fra de danske plejehjem, er jeg af den overbevisning, at der er mere behov end nogensinde før, for at oplyse befolkningen om, hvor slemt det faktisk står til på plejehjemmene, grundet underbemanding og virkelig psykisk og/eller fysisk tunge borgere. F.eks. kunne man lave en klassisk dokumentar, eller en artikelserie, hvor forskellige personer (medarbejdere, pårørende, borgere etc.) kommer med deres oplevelse af, hvor presset miljøet er på plejehjemmene. |
| Rejseholdet – I hjernen på drabsmanden: Selvfølgelig kunne jeg ikke lave en liste med fem ideer uden at inddrage rejseholdet i ligningen, som er min absolutte yndlingsserie til dato – ligesom hele Danmarks midaldrende befolkning måske? Serien kan så meget: fra dygtige skuespillere til skidesjove og ikoniske citater – og nårh ja, så er alle afsnit inspireret af nogle af de sager, som virkelighedens rejsehold arbejdede med. Derfor finder jeg det nærliggende at lade mig inspirere af serien på den måde, at jeg mener, der bør laves et program, der dykker ned i psyken på forskellige drabsmænd – ’almindelige’ som psykopater, bandemedlemmer som psykisk syge osv. Det kunne f.eks. være som videodokumentar, men jeg synes nærmest, at historiens retfærdighed bedst ville ske fyldest i en lydfortælling. Her kan man nemlig, med lydeffekter og musik, være med til at skabe et billede hos lytteren af, hvordan forskellige drabsmænd tænker, og hvorfor de har slået eller slår ihjel. | 4 |
5 | Ækte Vare – En musikindustri, der gør det svært at bryde igennem: Selvfølgelig måtte jeg tilføje endnu en film instrueret af en af mine yndlingsinstruktører Fenar Ahmad. Ækte Vare fra 2014 med Gilli i hovedrollen som Mikael, portrætterer den overlegenhed den hvide, privilegerede mand har i musikbranchen. Nok er Mikael hvid, men han er fra ’blokken’ og hænger ud med minoritetsetniske drenge, hvilket gør, at han ikke er privilegeret på samme måde, som andre, der ser ud som ham. Filmen afspejler på mange måder Gillis egen vej til at blive musiker –i hvert fald hvad angår hans baggrund. I dag er Gilli landets mest streamede artist på 5. år, og generelt er mange af de artister, der er opvokset i socialt boligbyggeri blevet anerkendt i branchen – og i særdeleshed af publikum. Derfor ønsker jeg i stedet at have fokus på kvinderne, der efter sigende har enormt svært ved at få en plads i musikbranchen, igen på grund af, at den (primært) hvide mand dominerer branchen. Min idé er derfor at lave et undersøgende projekt om, hvordan musikbranchen egentlig fungerer indefra samt hvem der sidder på ’tronen’ og tager beslutninger om, hvem der får en chance i branchen. Ideen ville kunne udføres i både skrift, lyd og video-format. |
